artikler

I nyere tid er det især markedsforholdene, der har skabt skiftevis gode og dårlige tider for landbruget. For Anders var idealet et frit landbrug på et frit marked, men virkeligheden har sjældent svaret til idealerne. Derfor har landbruget haft brug for regeringens støtte i krisetider, mens det på andre tidspunkter har bedt sig fri for enhver politisk indblanding.

Landbrugsrådet af 1919 gav landbruget indflydelse. Det var ganske vist en svaghed, at husmændene i begyndelsen stod udenfor. Til gengæld blev rådet styrket, da Madsen-Mygdal, rådets første præsident, blev landbrugsminister i 1920 (og senere også statsminister). Også senere præsidenter har enten selv været medlemmer af Folketinget (eller Landstinget) eller i det mindste haft tætte forbindelser til partiet Venstre. Det betød, at en landbrugsminister – der normalt også selv var landmand – kunne undgå megen politisk uro med et godt forhold til Landbrugsrådet. Landbrugets betydning for samfundsøkonomien gjorde det i øvrigt svært ikke at føre en landbrugsvenlig politik – uanset politisk ståsted. For husmændene gjorde Landbrugsrådets tætte forhold til ministeriet det imidlertid svært at stå uden for. De deltog da også i rådet i kriseårene fra 1932-39 og igen fra 1976.

I 1980’rne kom miljø, dyrevelfærd og forbrugerinteresser på den politiske dagsorden. Samtidig var landbrugets betydning for eksporten og beskæftigelsen faldet meget. Landbrugsministeriet kunne vanskeligt fastholde en rolle som landbrugets ministerium, og det blev i 1996 ændret til „Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri“.