artikler

I januar 1925 kaldte Severin Jørgensen det en „Skam og Skændsel“, hvis andelsbevægelsen ikke stod sammen om at redde sin egen bank. Det gjorde den da også i første omgang, hvor det var JAF, DAC og FDB, man henvendte sig til.

Som andelshavere var de tre selskaber interesserede i at bevare banken, og de bevilgede da også de ønskede fem millioner kr.. Men de godtog ikke, at ansvaret for problemerne kun lå hos Mejeriernes Fællesforening, der ikke ville betale Mælke-Exportens gæld. Tværtimod bad de om at få bankens ledelse udskiftet. De var især kritiske over for ledernes placering i en række forskellige bestyrelser på samme tid. Det gav nogle uheldige dobbeltroller.

Da Andelsbankens nye bestyrelse forsøgte at rejse yderligere 20 millioner kr. i andelskapital, var mejeriernes og slagteriernes hovedorganisationer også parate til at støtte. Men på de lokale generalforsamlinger var det langt fra alle, der ville deltage i redningen. Af de ønskede 20 millioner kr. var der kun tegnet det halve, da banken lukkede.

Bankens støtter vidste godt, at langt størsteparten af slagterierne og andelsmejerierne ikke var andelshavere i banken. Bankens fundament i andelsforeningerne havde været svagt fra starten. De kunne heller ikke være i tvivl om, at tilliden var svækket af de gentagne afsløringer af nye tab og nye pengebehov. Alligevel mente de, at alle burde bidrage til bankens redning. De, der ikke ville, fik skylden for bankens lukning. Og dermed for de tab, der ramte medarbejdere, indlånere og andelshavere.

Men var det et rimeligt synspunkt?