artikler

Anders opgav en del af sine mange tillidsposter for at overkomme opgaven som bestyrelsesformand i Andelsbanken. Foreløbigt fortsatte han dog som formand for JAF, DAC og DAG.

Bankens omsætning kom hurtigt i god vækst, og den administrerende direktør, J. W. Franck tillod sig i foråret 1917 at kalde Andelsbanken en „storbank.“ Alligevel var der skår i glæden. De tre direktører kunne ikke enes indbyrdes, og der var problemer med at skaffe tilstrækkeligt veluddannet personale. I 1918 opfordrede bestyrelsen derfor Anders til – som direktør – at påtage sig det daglige opsyn med bankens ledelse. Det var ikke nogen god løsning, skulle det vise sig.

Direktørerne Bruhn og Truelsen forlod direktionen i sommeren 1918. Samarbejdet med direktør Franck fungerede ikke. Franck var til gengæld utilfreds med Anders Nielsens direktørpost. Flere alvorlige sammenstød fik Anders til at trække sig i slutningen af 1919. Han følte sig urimeligt behandlet og svigtet af dele af bestyrelsen. „Det har taget på nattesøvnen, og det har lammet min foretagsomhed mere end jeg synes at kunne tåle“, skrev han i et udkast til en redegørelse. Men formandsposten beholdt han.

Franck skabte fortsat konflikter. Han gik uden om sine meddirektører i vigtige spørgsmål, og til sidst – i sommeren 1920 – blev han afskediget. Men Franck var ikke færdig med Andelsbanken af den grund. Han indledte sin egen kampagne imod bankens ledelse og forsøgte at skade den, hvor han kunne. Og han var slet ikke ueffen.