artikler

Vi bør ikke starte en Andelsbank, saalænge vi er tilfreds med de bestaaende Banker.

Sådan sagde Anders Nielsen på andelskongressen i 1903. Her blev andelsbevægelsens pengeforhold diskuteret, og de havde ikke altid været lige lette. Man havde ikke glemt, hvordan bestyrelsen for JAF i 1898 måtte kautionere personligt for at skaffe den nødvendige kapital. (Se evt. Hvem skal nu betale?) „Nu derimod kan vi faa rigelig Kapital uden anden Sikkerhedsstillelse end at tegne Selskabets Navn“, bemærkede Anders.

I 1905 havde han skiftet mening, og han rejste på ny spørgsmålet om en andelsbank. Bare tanken fik de private banker op af stolene. Landmandsbanken og Privatbanken så det som „en national fare“, hvis landbruget skulle samle sine bankforretninger i et enkelt pengeinstitut. De opfordrede derfor deres kolleger til fælles modstand – om nødvendigt måtte de appellere til regeringen. Den reaktion fik kun interessen for en andelsbank til at vokse. På andelskongressen i 1906 fik Anders – trods nogen modstand – nedsat et bankudvalg, der skulle arbejde videre med sagen. Selv blev han udvalgets formand.

I 1907 præsenterede Anders så bankudvalgets oplæg på en charme rundtur. Han startede på JAF’s generalforsamling. Her havde han været formand siden 1898. Han var blandt venner, og de støttede ham da også. Han fortsatte til De samvirkende jyske Mejeriforeninger og nåede i oktober til De jyske Landboforeningers delegeretmøde. Også her fik han stor opbakning. Så betød det mindre, at billedet var knap så klart på Sjælland, mens der var tydelig modstand på Fyn.