artikler

Anders Nielsen befandt sig tit i orkanens øje. Helt tilbage i 1880’rne oplevede han først at blive valgt som formand for Skanderborg Landboforening, så at blive væltet og så valgt igen. Han vandt sig mange tilhængere, men bestemt også skarpe modstandere.

Flere gange blev han kritiseret for hans mange lønnede poster. Det ærgrede ham, for han syntes, at det var rimeligt nok, han blev betalt for sit arbejde. „Landbrugets Organisationer har Invalider nok – økonomisk talt – jeg vil ikke tælles blandt dem“, sagde han.

Det gjorde også indtryk, når han blev hængt ud i aviserne. I 1907 fortalte han, at bladenes kritik generede hans kone, Kirstine, men ikke så meget ham selv. Senere blev det vel nærmest omvendt. I hvert fald brød han sig ikke om bladenes angreb i sagen om smørmærkeloven (se En tur i den offentlige vridemaskine). I 1923 beskrev han Federspiel-fadæsen og visse avisers „meget hæftige Angreb“ som „det mest bemærkelsesværdige“, han havde oplevet i årene siden 1907. „Jeg blev fremstillet som en Mand, der var uværdig til at nyde nogen som helst Tillid, ja egentlig rent ud en Landsforræder.“

Det pinte ham naturligvis, men nu var det Kirstine, der var sej:

Undertiden har jeg kunnet mene, at jeg under dette mit Arbejde – ogsaa fra saakaldte Venners Side – var Genstand for en Kritik, som forekom smaalig og uretfærdig, men hver Gang jeg har talt om at trække mig tilbage, har min Kone – min Forpagter, som jeg plejer at kalde hende – været af en anden mening og holdt paa, at jeg burde fortsætte.

Og det gjorde han så.