artikler

De mange landmænd, der meldte sig som andelshavere i de forskellige andelsselskaber, var ikke professionelle investorer. De havde ikke samlet formuer, de kunne indskyde i mejerier, slagterier eller i JAF. I stedet kautionerede de i fællesskab for de nødvendige lån. I JAF tegnede de sig med et beløb per indtegnet ko; det vil sige i forhold til deres forventede handel med selskabet. Samtidigt forpligtede de sig til at købe alle deres foderstoffer i JAF i de følgende fem år. Dermed sikrede de forretningen den nødvendige omsætning. Faren for tab, hvor kautionen skulle indfries, blev dermed lille.

Princippet forudsatte, at de kunne låne de nødvendige midler af andre. Anders Nielsen var sikker på, at bankerne med glæde ville låne JAF de nødvendige penge. Modsat mange private virksomheder havde andelsselskaberne nemlig ikke for vane at påføre bankerne tab. Men han blev klogere! En rundtur til de københavnske banker bød på lutter afslag, og et øjeblik vaklede hele projektet. Så blev de anbefalet vekselerfirmaet Rubin & Bing, og det blev redningen for JAF.

Vekselererne gav det nødvendige lån. Til gengæld krævede de, at JAF’s repræsentantskab og bestyrelse kautionerede personligt for lånet. De skulle altså stille deres egne gårde som sikkerhed. Ikke fordi de ville kunne dække tabet ved en fallit, men fordi det ville få dem til at gøre deres yderste for at drive en god forretning. Sådan blev det. Fem år senere havde JAF tjent så mange penge, at de personlige garantier ikke længere var nødvendige.