artikler

Den københavnske smørnotering blev tilbagevendende udsat for kritik. Noteringen skulle afspejle markedsprisen på smør af højeste kvalitet, men det meste af tiden blev der alligevel handlet med overpriser. Topnoteringen blev sat stadigt lavere for at give plads til stadig større overpriser, og den afspejlede altså slet ikke den reelle markedspris. Landmændene var utilfredse med denne manglende gennemsigtighed og kom på kant med smøreksportørerne. „Jo større Plads, der er til Manøvrer, des bedre Chancer har en dygtig Handelsmand for at tjene Penge“, udtalte en af mejeribrugets repræsentanter i starten af 1913. Smøreksportørerne hævdede derimod, at det var mejerierne, der forlangte overpriserne. Selv om noteringen flere gange blev justeret på plads, var den snart gal igen.

En forsamling af jyske mejerier overvejede tidligt at oprette deres egen andels-smøreksportforening. De mente, at en sådan – hvis den da var stor nok – ville få indflydelse på den københavnske ansættelse af noteringen. Man havde i forvejen flere lokale eksportforeninger, men de var for små til for alvor at gøre sig gældende. Anders Nielsen blev – som det var set før – den drivende kraft i det forberedende arbejde. I november 1904 enedes 66 østjyske mejerier om at oprette „Danske Mejeriers Andels-Smøreksportforening“ – ikke ligefrem det mest mundrette navn! I de følgende år bredte medlemsskaren sig til hele landet, og Anders Nielsen havde endnu en gang bidraget til en levedygtig andelsvirksomhed.