Når der blev afholdt dyrskue i Skanderborg, trak det altid mange mennesker til. Men Ungskuerne var en endnu større begivenhed. De blev arrangeret af Foreningen af Jydske Landboforeninger og blev lagt i Skanderborg fra 1928 til 1935.
Dyrskuet blev kaldt ungskue, fordi de udstillede dyr skulle være under tre år. Her blev de allerbedste dyr vist frem, bedømt og i stort omfang også handlet. Mere end 50.000 mennesker deltog i begivenhederne, og det var ikke kun interesserede landboere. Ungskuerne udviklede sig til lidt af en folkefest, men der var også sørget for den fornødne underholdning.
Landboforeningerne og Skanderborg kommune var i 1928 blevet enige om at undgå gøgl og i stedet tilbyde en mere lødig form for optræden. Man drømte om en friluftsforestilling med det Kongelige Teater. Det var en stor opgave, for først skulle der bygges en stor scene, orkestergrav, omklædningslokaler og siddepladser til 4.000 mennesker. Men det lykkedes. I juli 1928 blev operaen „Liden Kirsten“ og et uddrag af balletten „Et Folkesagn“ opført i Dyrehaven.
Efter den sidste forestilling blev der holdt afskedsfest med blandt andre skuespillerne og landboforeningernes bestyrelse. Festen blev lagt på Vestermølle, og stedet må have behaget skuespillerne. I hvert fald blev det derefter en tradition, at de efter tæppefald søgte til Vestermølle for at nyde natmaden i restauranten ved søen.
|
1901 |
Systemskiftet og den første Venstreregering |
|
1913 |
Niels Bohr fremsætter sin atomteori |
|
1914 |
Første verdenskrig bryder ud |
|
1915 |
Almindelig valgret, også for kvinder |
|
1920 |
Genforeningen |
|
1925 |
Statsradiofonien oprettes |
|
1931 |
Landbrugskrise og rekordstor arbejdsløshed |
|
1933 |
Kanslergadeforliget, landbrugsstøtte og socialreform |
|
1940 |
Tyskland besætter Danmark |
|
1963 |
Dansk industrieksport overstiger landbrugseksporten |
|
1966 |
Det Røde Kabinet – Socialdemokratisk regering med SF som støtteparti |
|
1973 |
Oliekrise |
Oversigtskort |
Læs eventuelt videreKaj Klostergaard: Omkring Skanderborg Dyrehave – indtil skæbneåret 1949. Skanderborg 2003
Herbert Madsen et al: Skanderborg. Skanderborg 1983
Fruering-Vitved Egnsarkiv: Markus Hansen, Blade af mit livs historie