artikler

I 1912 havde Skanderborg 2 taxavognmænd. De ville naturligvis gerne køre med gæsterne til og fra Vestermølle, men det krævede tilladelse. Den var ikke let at få. For eksempel havde de forgæves søgt om lov til at køre ud til Pavillonen i Dyrehaven efter mørkets frembrud. Vejen var kun delvis oplyst, og myndighederne mente ikke, at bilernes egne petroleumslygter gav lys nok. Heller ikke selv om hastighedsbegrænsningen lød på 25 km i timen!

Deres ansøgning om at køre til Vestermølle blev også afslået. Fruering-Vitved sogneråd ville ikke give lov, og politimesteren fandt, at Oddervej var lige smal nok. Skanderup-Stilling sogneråd ville ellers gerne give tilladelse. Vognmændene skulle blot nøjes med en fart på højst 6 km i timen gennem Skvæt Mølle. Og så skulle de standse, hvis de mærkede en hest blive bange. Det var i øvrigt ikke kun hestene, der blev bange. Fru Løvschall fra Vestermølle havde selv prøvet at køre i grøften på sin cykel, da hun blev forskrækket af en bil.

Heldigvis var der tradition for at bruge vandvejen. Man engagerede sig med Molbechs turistbåde, som i fast rutefart bragte gæsterne frem og tilbage mellem Skanderborg og Vestermølle. Ved den store sommerfest i åbningsåret var der oven i købet musik ombord på et par af aftenturene.

Efterhånden vænnede man sig også til bilerne, og i 1932 blev der åbnet en rutebilrute mellem Vestermølle og Skanderborg. Den kørte fast på alle søn- og helligdage.