artikler

Ved folketællingen i 1901 boede der sammenlagt 21 mennesker på ejendommen Vestermølle. Ejeren, Christian Løvschall angav sit erhverv som landbrug og mølleri, mens hans kone, Marie Johanne var beskæftiget med mejeri og husholdning. De fire børn i alderen 0 til 9 år var endnu for små til at optræde med en egentlig funktion. I en selvstændig bolig tilbragte Christians far og to fastre deres alderdom.

Marie havde tre kvindelige medhjælpere: en kokkepige, en stuepige og en mejerske. Christian havde hjælp af en ældre røgter og tre yngre avlskarle. Han havde desuden ansat en møllebestyrer, der boede i et hus for sig selv med kone og tre døtre. Tyve år senere var der ni ansatte, selv om der ikke længere var brug for hverken mejerske eller møllebestyrer. Mælken blev nu leveret på andelsmejeriet, og kundemøllen var nedlagt.

I 1960’rne skete der imidlertid en voldsom afvandring fra land til by. Industrien tilbød bedre lønninger end landbruget, og mekaniseringen gjorde det muligt at undvære en del af de mange landarbejdere. De mange nye traktorer erstattede i øvrigt ikke kun menneskene, men også hestene. I 1970 var mere end en halv million heste forsvundet ud af landbruget over en 20 års periode.

På Vestermølle gik udviklingen den samme vej. Da Gunnar Rasmussen blev ansat som karl i 1956 havde han fire kolleger. Da han fratrådte i 1980, havde han længe været den eneste medarbejder.