artikler

I februar 1833 blev Vestermølle ramt af oversvømmelse. Begivenheden kom i avisen, nemlig i Fyens Stifts Adresseavis. Her kunne man læse:

Den anselige Møllegaard, der har en meget romantisk Beliggenhed, har mere end én Gang været udsat for ret alvorlige Oversvømmelser. Natten mellem d. 27. og 28. Febr. 1833 gennembrød Vandet fra den øverste Mølledam Dæmningen med saa frygtelig en Magt, at alt i Løbet af en halv Time stod under Vand, og enhver maatte søge at redde Livet, som han bedst kunde. Ejerinden, Fru Isaachsen, og hendes Døtre flygtede op paa Loftet. En af Sønnerne frelste sig ved at klatre op paa Kakkelovnen i sit Værelse og, skønt de fleste af Væggene væltede ud, holde sig fast, indtil ogsaa han blev trukken op paa Loftet. Forvalteren og en af Møllersvendene, der logerede nede i Gaarden, vovede sig udenfor, men blev øjeblikkelig bortrevne af den rivende Strøm. Begge var dog saa lykkelige at redde sig ved at komme op i et Træ. Paa Bygninger, Møbler osv. led Ejerinden stor Skade; flere Fag af bryggerset og Sidehuset blev dels bortskyllede, dels ødelagte. Hele Dage blev der opfisket i Skanderborg Sø Tømmer, Sengeklæder, Møbler etc. Haven blev dækket med over tusinde læs Grus og blev ødelagt for lang tid. Aarsagen mente man at have været den, at Vandet havde banet sig vej under nogle Bøge, som stod på kanten af Dæmningen, eller at Rotter, hvoraf en stor Mængde fandtes døde, efter at Vandet var bortløbet, havde undergravet denne.