artikler

Landbruget oplevede meget høje priser på sine varer før og under krigen med England. I 1818 vendte billedet imidlertid, og prisen på korn faldt voldsomt. Det var eksportmarkederne, der svigtede. Store aftagere som Norge og England forøgede deres egen kornproduktion og ville ikke længere købe det danske korn. De mindste landbrug kunne til dels spare sig ud af de faldende indtægter, men for godserne og de større landbrug blev det et problem at dække store faste omkostninger som skatter og renter og afdrag på gæld.

Problemerne kom oven i den finanskrise, der fulgte den danske statsbankerot i 1813. Pengemarkedet blev saneret og de gamle pengesedler ombyttet med nye i forholdet 1:6. I den forbindelse blev alle huse pålagt en bankhæftelse til Rigsbanken på 6 % af ejendomsværdien. Den skulle enten indbetales i sølv eller forrentes. Reglerne for pengeombytningen og mistroen til de nye pengesedler fik den yderligere utilsigtede virkning, at gammel gæld fra før 1807 blev mangedoblet i værdi! Nogle blev derfor nødt til at stifte ny gæld for at klare den gamle, men det hang slet ikke sammen, da først indtægterne begyndte at falde. Og så fulgte konkurserne.

Vestermølle havde i 1818 fået tinglyst et gældsbrev til P. Herschend på Herschendsgave på 10.000 rigsdaler og var altså en af de gældsbelagte ejendomme. Da den gik på tvangsauktion i 1825, var ejendomspriserne allerlavest. „Når nøden ikke tvinger, sælger ingen“, blev der senere sagt om 1820’rne. Hans Bøgh handlede ikke af lyst, men af nød.