artikler

1746 var et dramatisk år. I april udbrød der brand i Skanderborg, og 17 gårde gik til. Beboerne på Vestermølle må have gyst, da de så flammerne på den anden side af søen. Ildebrand var særligt frygtet i en tid, hvor husene havde stråtag, og murene var i bindingsværk. Det var også derfor, at ilden havde spredt sig så voldsomt i Skanderborg. En 13-14 års dreng blev bagefter sendt nogle år i Viborg tugthus for at have anstiftet branden. Han nægtede sig dog skyldig.

En anden ulykke ramte hele landet i 1746. Det var kvægpesten. Fra Holsten kom den ind i Jylland og bredte sig til Fyn og Sjælland. Langt over 100.000 stykker kvæg omkom de første to år. Man havde ingen rigtig kur mod sygdommen, men forsøgte at skille de syge dyr fra de sunde. De hårdest angrebne dyr blev så vidt muligt slagtet, mens kødet stadigt var spiseligt.

Da kvægsygdommen vendte tilbage til Skanderborg 25 år senere, mindedes kammerråd Legaard fra Skanderborg det forrige store udbrud. Her havde situationens alvor – og manglen på medicinske kure – i 1748 fået Christian 6. til at beordre ekstraordinære faste-, bods- og bededage i hele landet. Alligevel blev mange bønder så hårdt ramt, at de måtte have deres landgilde nedsat.

Der hørte kvæg til langt de fleste gårde. Køerne gav mælk – dog slet ikke i de mængder, vi ser i dag – og så gav de kalve. Når kalvene var fedet op, kunne de sælges. Da Hans Ollesen fæstede Vestermølle i 1740, fulgte der da også 1 stud, 3 køer og 3 ungnød med.