I 1733 udgav Christian 6. en ny skovforordning. Han ville forbedre tidligere regelsæt af hensyn til skovenes „Forplantning og Conservation“.
Beskyttelsen af skovene blev gjort til et fælles ansvar. For eksempel kunne en hel landsby straffes, hvis den dækkede over ulovlig skovhugst. Skovridere og skovbetjente fik et særligt ansvar. De skulle påse, at skovene kom i god vækst. Hvis de så gennem fingre med ulovligheder, kunne det koste dem et års løn eller ligefrem deres stilling. Lod de sig bestikke, ville de blive straffet efter „Forordningen om Tyves og utroe Tieneres Straf.“
Skovforordningen påtalte også en kedelig vane, som størsteparten af Jyllands skovridere og skovfogder havde tillagt sig. De indbød alle gårdmændene og også nogle af husmændene til „Dobbelgilde“. Der var tale om et ulovligt hasardspil. Det gjaldt om at kaste to terninger, så de begge viste samme antal øjne. Gevinsten kunne være en plov, en bøsse, ost eller kage. De mange fremmødte måtte betale 1, 2, 3 eller endnu flere mark for et kast. På den måde blev det en ganske god forretning for arrangøren af spillet. Men det var „ganske forbudet“ og skulle derfor koste den pågældende embedsmand stillingen.
Alting har imidlertid en forklaring. Jægermester Rathlow oplyste i 1731, at skovbetjentene og skovfogderne fik så lille en løn, at de ikke kunne ernære en familie. Det var derfor ikke underligt, at de forsøgte at tjene penge på andre måder. Eller at de måske en gang imellem udvekslede ulovlige tjenester med bønderne.
1700 |
Endnu en rask krig med Sverige |
1709-20 |
Store Nordiske Krig |
1720 |
Ludvig Holberg udsender Peder Pårs |
1733 |
Bønderkarle stavnbindes |
1749 |
Kvægpesten hærger den danske kvægbestand |
1771 |
Struensee fører reformpolitik |
1786 |
Den store Landbokommission nedsættes |
1788 |
Stavnsbåndet ophæves |
1799 |
P. A. Heiberg landsforvises for samfundssatire |
Oversigtskort |
Poul Bredo Grandjean: Skove, Moser og Vildtbaner i Skanderborg, Silkeborg og Koldinghus Amter aar 1731, Samlinger til jydsk Historie og Topografi, 3.rk, VI bnd, 1908-10, s.156-212
Bo Fritzbøger (udg.): Dansk Skovbrug 1710-33. København 1993