artikler

Langt op i historien har kvinderne været økonomisk og juridisk umyndige. Enten tog ægtemanden, faderen eller en værge sig af deres forhold. Derfor måtte enken, Johanne Rasmusdatter, da også have en værge, da boet i 1681 skulle gøres op efter Rasmus Jensen. I skifteprotokollen omtales værgen som

Enkens lavværge, hendis forhaabende Fæstemand Povel Knudsen af Biedstrup.

Povel Knudsens håb blev ikke gjort til skamme. Han blev gift med Johanne, og på den måde blev han den ny møller på Vestermølle. Det var helt almindelig sådan at gifte sig til en fæsteejendom. Ifølge Danske Lov fra 1683 kunne enken ganske vist på egen hånd fortsætte sin afdøde mands fæstemål, men det forekom ikke så tit. Der var jo brug for en mand til arbejdet på møllen. Og var det møllerkonen, der døde, måtte manden også hurtigt finde sig en erstatning. Husmoderen var nemlig lige så uundværlig som husbonden.

Da Johanne døde i 1702, gik det dog anderledes. Povel Knudsen var blevet gammel og svag. Derfor overlod han Vestermølle til én af Johannes sønner fra ægteskabet med Rasmus Jensen. Men sønnen, Rasmus Rasmussen fik kun tre år som møller, før han selv døde. Så blev det hans enke, Johanne Jensdatter, der måtte gifte sig en ny møller til.

Sådan gik det slag i slag, indtil 1760. Da blev Regitze Nielsdatter enke for tredje gang, og så måtte det være nok. Hun stod alene som fæster af Vestermølle de sidste to år af sit liv. En søn hjalp hende med arbejdet.