artikler

I Rasmus Jensens tid var det forbudt at holde kro i landsbyerne. Kongen mente, at for meget drikkeri fordærvede bønderne. På den anden side skulle de vejfarende betjenes ordentligt. Derfor forlangte han, at de blev tilbudt herberg for en rimelig betaling.

På Vestermølle hilste man af og til på rejsende folk. Landevejen fra syd gik nemlig lige gennem møllens gårdsplads. Mon ikke Rasmus Jensen og fru Johanne har udnyttet muligheden for en ekstra forretning?

Det kan ikke have gjort den store forskel, om Johanne også skulle beværte de rejsende, når hun i forvejen tog sig af møllens kunder. Øl blev der brygget nok af. Ellers havde Rasmus Jensen næppe efterladt sig hele to brygkar, en brygkedel og tre øltønder ved sin død i 1681. Møllerparret har sikkert også brændt deres egen brændevin. Og hvis en gæst er blevet søvnig oven på Johannes gode mad og drikke, har de nok også kunnet tilbyde en overnatning på møllen.

Rejsende fra Horsens til Skanderborg kunne både rejse vest og øst om søen, men de fleste valgte nok vest-ruten. I Skanderborg kunne de søge ind hos Ane Matzdatter. Hun levede af gæsteri, ølbrygning og brændevinsbrænding. Det var i øvrigt den samme Ane, som tidligere havde fået sin gård ruineret af svenske og polske soldater. (Se nærmere i Én ulykke kommer sjældent alene). For alle dem, der bare skulle til kongens ladegård nord for søen eller kom fra Åkær eller Odder, var vejen over Vestermølle imidlertid den korteste. De var mulige kunder.