artikler

I 1617 krævede en forordning, at kongens fæstebønder skulle lade deres korn male på kongens møller. Til gengæld skulle møllerne tage sig ærligt betalt, så kunderne ikke fik grund til at klage. I 1639 hed det, at de små skvatmøller skulle afskaffes, hvis der lå en større fæstemølle i nærheden. Det vil sige inden for 1 mils afstand, altså godt 7½ kilometer. Der måtte heller ikke bygges nye møller, hvor der i forvejen lå en mølle, der kunne betjene kunderne. De samme regler blev gentaget i Christian 4. s reces i 1643 og igen i Christian 5.s Danske Lov fra 1683.

Reglerne skulle sørge for, at kongens møller tjente så meget, at de kunne betale deres landgilde og skat. Møllerne nød altså en særlig beskyttelse – de var privilegerede.

Privilegierne kunne give møllerne en høj status blandt bønderne, men de kunne også gøre dem forhadte. Det afhang af den enkelte møller. Hvis mølleren misbrugte sin særlige position og tog sig alt for godt betalt for sit arbejde, så kunne han risikere, at bønderne fandt andre steder at få deres korn malet. For nok var der regler, men de mange gentagelser af reglerne viser jo netop, at de ikke altid blev overholdt.