artikler

I 1670 blev en del af kronens fæsteejendomme udlagt til at betale for landets stående rytteri. For hver 8 tønder hartkorn skulle bønderne holde en rytter klar til at gå i krig. Han skulle være udstyret med uniform, våben og hest. Til gengæld slap bønderne for at betale landgilde og udøve hoveri. Rytteren kunne være bonden selv, en søn eller måske en karl.

Så blev soldaterne kastet ud i den Skånske Krig, som varede fra 1675 til 1679. Det viste sig snart, at det gik ud over arbejdet hjemme på gårdene, når bonderytterne var væk i længere tid. Da mange faldt i slaget ved Lund i december 1676, begyndte man da også at lade hvervede soldater afløse dem.

Bortset fra denne ændring fortsatte rytterordningen. De hvervede soldater skulle i fredstid stadigt have deres kost og logi på ryttergårdene. Nogle steder fik de deres eget lille hus, andre steder et værelse hos bonden. De mindre gårde slog sig sammen om at betale for en rytter. Sådan indrettede man sig indtil 1720. Da gav en ny svenskekrig anledning til nye løsninger.

I Rasmus Jensens tid ejede kronen ca. hver fjerde af alle landets fæstegårde, men i Skanderborg Amt lå de tættere samlet. Her drejede det sig om seks ud af ti. Det var derfor helt naturligt at lægge et rytterregiment netop her. Skanderborgs kronbønder - og kronmøllere som Rasmus Jensen – blev derfor en del af rytterordningen.