I 1587 skrev Frederik 2. til sin lensherre i Skanderborg. Det drejede sig om det mel, der skulle bruges til brødbagningen på slottet. Hidtil var fæstebønderne kørt helt til Århus for at få kornet malet fint nok, men det var for besværligt. Derfor ville han nu have Vestermølle og Fuldbro Mølle til at anskaffe sig sigtekværne, så de kunne overtage opgaven.
På den måde blev Vestermølle „kongelig hofleverandør.“
Melet var blot en detalje i Frederik 2.s mange tiltag for at gøre Skanderborg Slot til et moderne kongeslot. En del af den gamle borg blev revet ned og afløst af en ny tidssvarende slotsbygning. Der blev anlagt have og et fornemt springvand. Projektet gav arbejde til en masse håndværkere og nyt liv i Skanderborg. Og vi må antage, at Vestermølle overtog en del af de ordrer, der før var gået til møllen i Århus.
Det sidste har nok været kærkomment, for 1587 bragte også ulykker. Der havde været ildebrand i Fruering, og fæstebønderne havde lidt stor skade både „på deres Huse og deres Gods“. Det var så slemt, at kongen eftergav dem både landgilde og hoveriarbejde i det følgende år. Han lovede dem også ekstra træ til genopbygningen og korn til de fattigste. Det år har Vestermølle nok savnet en del af sin sædvanlige handel med Fruerings bønder.
|
1520 |
Det stockholmske blodbad |
|
1534 |
Skipper Clements bondeoprør knuses under grevens fejde |
|
1536 |
Christian 3. gennemfører Reformationen |
|
1550 |
Christian 3.s danske bibel udkommer |
|
1563-70 |
Den nordiske Syvårskrig |
|
1572 |
Tycho Brahe opdager en ny stjerne |
|
1588 |
Frederik 2. dør og en formynderregering styrer for 11-årige Christian 4. |
|
1596 |
Christian 4. krones – økonomisk højkonjunktur |
Oversigtskort |
Læs eventuelt videreKancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold, 1584-88
Kaj Klostergaard: Skanderborg, fra boplads til storkommune.
http://www.danmarkskonger.dk/konge39.htm